MADS-BENDT

Udkommer til efteråret

MIN BOG

Mads Bendt Store Bog om Eventyr — 1000 fortællinger til en ny generation.

Forudbestil Kom til receptionen

Forsiden af Mads Bendts Store Bog om Eventyr — 1000 fortællinger til en ny generation. Sort indbundet bog med Mads-Bendt på en stjernehimmel i orange og rødt.
Omslaget hos trykkeriet — bemærk navnet

DER MANGLER
BINDESTREG

DER STÅR "MADS BENDTS". DER SKAL STÅ MADS-BENDTS.

jeg har sagt det 100 gange. bindestregen er broen mellem Mads og Bendt. nu står de der bare ved siden af hinanden som to fremmede på et omslag som 1 million mennesker skal kigge på.

bortset fra det er den ret flot. jeg ser godt ud på den. men BINDESTREGEN.

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Det er den detalje, jeg nævnte ovenfor. Fejlen er vores, ikke trykkeriets — den stod sådan i det manuskript, jeg selv sendte ind i februar.

Jeg har talt med dem i dag. Omslaget rettes inden oplaget. Han skal nok få sin bindestreg, og han skal ikke høre mere om, hvis fejl det var.

1000 STK!!

jeg har skrevet 1000 eventyr. det tog elleve år men hvis man regner det ud er det kun 0,24 eventyr om dagen så egentlig var det ret chill.

bogen er MODERNE. det er ikke sådan nogen gamle eventyr hvor der sker noget i en skov. der sker også noget i en skov i min men på en ny måde. NY MÅDE!!

nogen spørger om 1000 ikke er mange. jo. det er pointen.

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Bogen samler 1000 eventyr i ét bind. Han siger, han har skrevet på dem i elleve år, og jeg har ingen grund til at tro andet — der er kommet nye sider på mit bord, hver uge jeg har arbejdet her. Nogle uger kommer der mange på én gang.

De er ordnet efter længde, så man kan vælge sit eventyr efter, hvor lang tid man har. Det var min idé, og det er den, jeg er gladest for: en bog, man kan bruge på fire minutter i en bus, og en bog, man kan blive i en hel aften. Det er samme bog.

Omslaget er i tryk. Der er en detalje, jeg skal have rettet. Den bliver rettet.

Nye karakterer

TRE DU IKKE
HAR MØDT FØR

Klapunzel

Mads-Bendt: "hun har langt hår men hun klapper. hele tiden. det er hendes ting. folk kommer op i tårnet på grund af lyden ikke håret."

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Klapunzel er sørøver. Hun klapper, fordi hun har mistet hånden, og hun har klap for øjet fra første side. Det er en af de bedste i bogen, og den handler om at gøre opmærksom på sig selv på en måde, man selv har valgt.

Hans og Gerda

Mads-Bendt: "de hedder næsten det samme som nogle andre men de er andre. han er Hans. hun er Gerda. de er ikke i familie det har jeg tjekket."

Redaktionel note fra Petra-Ursula

To venner, der leder efter hinanden i hver sin ende af en vinter. Der er ingen snedronning i den her. Der er en busplan.

Ole Klapøje

Mads-Bendt: "han klapper folk i øjnene så de falder i søvn. det lyder voldsomt men det er det ikke. det er hyggeligt. han har to paraplyer. tror jeg nok... hvorfor hedder han ellers Klapøje?"

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Ole Klapøje er også pirat. Han sejler om natten, han har klap for det ene øje, og de to paraplyer er hans sejl. Han kommer, når man ikke kan sove, og han har aldrig travlt. Det er den, børnene beder om igen.

Den lyvende kuffert

Mads-Bendt: "den lyver. den flyver ikke. det er dét der er tvisten. alle tror den flyver. den lyver. GENIALT!!"

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Bogens mest læste. En kuffert, der fortæller sin ejer, hvor den har været. Intet af det passer. Ejeren tager af sted alligevel.

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Begge de to ovenfor er sørøvere. Det fremgår tydeligt af fortællingerne, og Mads-Bendt er i tvivl om det begge steder.

Jeg kunne rette det på to minutter. Jeg lader være. Det er hans bog, og han skal kunne kende sin egen hjemmeside, når han læser den. Jeg skriver noter i stedet, og så står de to versioner ved siden af hinanden.

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Om de 1000: han siger, det har været tallet fra den allerførste dag, og at det ikke er valgt af markedsføringshensyn. Jeg tror på ham. Han har aldrig været god til at sælge noget.

Nummer 1000 kom ind på mit bord en tirsdag i maj. Han sagde ikke noget, han lagde bunken fra sig og gik ud i køkkenet. Siderne var varme. Han havde siddet hele natten, sagde han, og det kunne jeg godt tro, for han så træt ud.

Jeg har spurgt, om jeg måtte se et af de gamle håndskrevne udkast. Han leder efter dem. Det er elleve år, så de kan ligge hvor som helst.

Om udgivelsen
TitelMads Bendt Store Bog om Eventyr — 1000 fortællinger
ForfatterMads-Bendt (med bindestreg — se biografien)
Indhold1000 eventyr, ordnet efter længde
OmfangÉt bind. Det er et tungt bind.
UdkommerEfteråret 2026
ReceptionLørdag den 11. oktober, Skanderborg Station — se invitationen
ForudbestillingHer på siden
Redaktionel note fra Petra-Ursula

Prisen er ikke fastsat endnu. Når den er, står den her, og du får besked, hvis du står på listen — ikke før, og ikke af andre end mig.

Forudbestilling forpligter dig til ingenting. Den fortæller os kun, hvor mange eksemplarer trykkeriet skal sætte op.

MASKINEN

til receptionen har jeg købt en MASKINE. den er stor og flot. den kan give en helt ny interaktiv og indlevende oplevelse af alle 1000 historier fra bogen.

jeg siger ikke mere. man skal komme. MAN SKAL KOMME!!

Se invitationen

Redaktionel note fra Petra-Ursula

Maskinen er leveret og står på kontoret. Jeg har læst manualen.

Jeg vil ikke sige, hvad den er, for han glæder sig sådan. Jeg vil sige, at den virker, at der skal en stikkontakt til, og at jeg har talt med stationen om den.